Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 31. januar 2020

dato

Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 46-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for at have været i besiddelse af en større mængde amfetamin og flere skunkplanter med henblik på salg. Den 46-årige blev anholdt torsdag aften på sin bopæl i Favrskov Kommune.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

 

Stor knallert- og cykelindsats: Østjyllands Politi skrev 220 sager 

Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi deltog i sidste uge i den nationale indsats mod cykler og knallerter, hvor fokus især var på disse trafikanters adfærd i trafikken såsom manglende lys, kørsel frem for rødt lys, kørsel på fortov og anden trafikfarlig og generende adfærd. 


Derudover blev der også kigget på køretøjernes tilstand, herunder konstruktivt ændrede knallerter med hastigheder over det tilladte. 

I Østjylland blev der i løbet af ugen skrevet i alt 220 sager, der blandt andet talte:

42 sigtelser for manglende eller forkert lygteføring
23 sigtelser for kørsel imod færdselsretningen
22 sigtelser for kørsel på fortov/gangsti
19 sigtelser for at køre ind, hvor der er indførsel forbudt
12 sigtelser til knallertførere, der kørte for stærkt 
11 sigtelser for konstruktivt ændrede knallerter
10 sigtelser for at køre på cykel eller knallert og tale i håndholdt mobiltelefon
8 sigtelser for kørsel frem for gult eller rødt lys 


**

Mand sigtet for at knuse ruder i bus og restaurant

En 22-årig mand blev torsdag morgen anholdt i en bus og sigtet for tyveri, hærværk og groft hærværk. Klokken 6.50 ringede en buschauffør til politiet og fortalte, at han holdt i Højbjerg, hvor en ung mand havde knust fire ruder i bussen med en bushammer. En patrulje kørte hurtigt til stedet og fik fat i den 22-årige passager, som flere vidner udpegede som gerningsmand. Han havde desuden to bushammere i lommen. 

Tidligere på morgenen havde McDonalds på Store Torv i Aarhus været udsat for hærværk, da en mand knuste en rude i restauranten med en bushammer. Ud fra vidneudsagnene og fundet af hammerne i den 22-åriges lomme, blev han også sigtet for dét hærværk, ligesom han blev sigtet for at stjæle hammerne fra bussen. 

Motivet til hærværket er uklart, men den 22-årige var ved anholdelsen noget påvirket af stoffer. 

**

13-årig dreng udsat for røveri

En far til en 13-årig dreng ringede torsdag aften til politiet og anmeldte, at hans søn netop havde været udsat for et røveri på åben gade i Tilst. Drengen gik omkring kl. 20.15 på Tåstumvænget tæt på Tilst Skole, da han blev kontaktet af to ældre drenge.  De spurgte om lov til at prøve den 13-åriges Air Pods og sko, men det nægtede drengen at give dem lov til. 

Det fik de to drenge til at blive aggressive, og de skubbede den 13-årige ned på jorden, hvorefter den ene trak en bushammer frem og truede med at slå, hvis han ikke fik Air Pods og sko. Det lykkedes gerningsmændene at stikke af med både sko og høretelefoner. 

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set røveriet, eller som har oplysninger, der kan føre til gerningsmændene. 

De to unge mænd beskrives som: 

Dansk af udseende, lys hud
Ca. 16-17 år
Ca. 180 cm
Brunt hår
Iført grå jakke 
Havde bushammer i hånden

B
Dansk af udseende, lys hud
Ca. 16-17 år
Ca. 180 cm
Talte dansk 
Iført mørkeblå Nike-jakke

Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114. 

**

Ild i bil: Mand med brandskader søges

Natten til fredag kl. 1.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil på en p-plads på Matildelundsvej i Viby. Da politi og brandvæsen kom frem, var bilen overtændt og bar præg af, at der havde været en mindre eksplosion i forbindelse med branden. 

Et vidne havde set en mand løbe væk fra stedet og køre derfra i en bil, og politiet fandt flere spor, der indikerer, at branden var påsat. Blandt andet fandt en hundepatrulje noget brændt tøj i et buskads i nærheden, som tyder på, at der er gået ild i gerningsmanden, og han formentligt har fået brandskader. 

Østjyllands Politi hører derfor meget gerne fra folk, som har kendskab til en mand, som pludseligt har fået brandskader, eller som har andre oplysninger, der kan lede til gerningsmanden. Oplysninger kan gives via tlf. 114. 

**

Hurtig mand standsede formodet spritbilist

En 41-årig mand reagerede hurtigt, da han var vidne til et færdselsuheld, hvor den 21-årige fører af den forulykkede bil forsøgte at stikke af. Ifølge den 41-årige og et andet vidne kom den 21-årige kørende i meget høj fart på Viborgvej ved Sabro omkring kl. 22.40, da han pludseligt mistede herredømmet over bilen og ramte ind i et autoværn. 

Den 21-årige kom uskadt ud af bilen og begyndte at løbe fra stedet. Da den 41-årige havde mistanke til, at føreren kunne være påvirket, kørte han efter, løb ud af bilen og fik indhentet den 21-årige, som han tilbageholdt, mens han ringede til politiet. 

En patrulje kom frem, og da den 21-årige blæste alkometeret op på en for høj promille, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel. 

**

I byen med kokain og kniv

Natten til fredag kl. 02.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået tumult foran Crazy Daisy i Tornøegade i Odder. Medarbejderne på stedet havde set en mand gå hen til en bil, der holdt parkeret i nærheden, hvor han havde hentet, hvad der lignede en kniv. 

Da manden kort efter vendte retur til diskoteket tog en af medarbejderne kontakt til ham og spurgte, om han havde en kniv på sig. Det afviste manden, der begyndte at råbe skældsord efter medarbejderen, der oplyste ham om, at han ikke længere var velkommen på Crazy Daisy. 

Manden blev stående ude foran sammen med nogle venner, og medarbejderen kunne nu se, at det var en kniv, han stod med. Manden forlod stedet med nogle venner, men politiet fik et godt signalement af ham, og betjentene fik kort tid efter standset gruppen ved Rådhusgade/Nørregade, hvor de bad den 25-årige mand om at følge med hen til politibilen. 

Her blev han fundet i besiddelse af en pose med kokain, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Derefter oplyste han selv, at han havde en kniv ved sin højre læg, hvor betjentene ganske rigtig fandt den. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven. Efterfølgende ransagede betjentene hans bil, hvor der blev fundet en ulovlig peberspray, som han også blev sigtet for at besidde. 

**

Patrulje fandt hash og kasser med tøj i bil

En patrulje fattede torsdag kl. 21.05 mistanke til en bil med tre unge mænd, som kørte rundt på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Betjentene fik standset bilen, og da gik hen til den, ramte en lugt af hash hurtigt deres næsebor. De kiggede nærmere i bilen og så, at der lå flere hashrester derinde. De fik testet den 23-årige fører af bilen, og da narkometeret gav positivt udslag for cannabis, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. 

Under ransagningen af bilen fandt patruljen en kniv, som den 23-årige erkendte var hans. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. 

Inde i bilen lå der også flere kasser med nyt dyrt mærketøj, som betjentene mistænkte kunne være stjålet. Den 23-årige blev derfor også sigtet for hæleri, og tøjet blev beslaglagt til nærmere undersøgelse. 

**

Specialpatruljen fandt hash i Malling

Østjyllands Politis specialpatrulje mødte torsdag kl. 22.20 op på en adresse i Malling, hvor de traf den 37-årige beboer og flere af hans venner. På sofabordet i lejligheden lå en mindre mængde skunk og hash frit fremme, og den 37-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

En 19-årig mand på stedet havde noget hash i lommen, som han også blev sigtet for at besidde.   

**

Færdsel

Torsdag kl. 7.33 skete der et færdselsuheld i krydset Vennelystvej/R. Hougårdsvej i Randers SØ. En bybus svingede til højre ad Vennelystvej og kørte ind i en 52-årig kvinde, som var ved at gå over vejen med sin hund. Kvinden blev kørt til behandling på hospitalet, men var ved bevidsthed og er uden for livsfare. Hendes hund blev dræbt ved sammenstødet. 

Torsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Rosenvangs Allé i Højbjerg. En 21-årig mandlig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte ind i en 22-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 11.33 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Mosevænget i Randers NV. Da det var tredje gang, han blev taget i at køre uden førerret, blev hans bil beslaglagt med henblik konfiskation. 

Torsdag kl. 14.55 skete der et færdselsuheld på Selsinggaarde på Samsø. En 74-årig kvindelig bilist stødte sammen med en bil ført af en 56-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 16.17 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af patrulje, mens han holdt i tomgang på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Da betjentene fandt en klump hash i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.  

Torsdag kl. 16.52 skete der et færdselsuheld i krydset Viby Ringvej/Søren Frichs Vej i Åbyhøj. En 20-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 46-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 20-årige bilist blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Natten til fredag kl. 01.39 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C. 


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Ildervej i Højbjerg begået torsdag d. 30/1 kl. 11.18
På Gammel Kaløvej i Hjortshøj begået torsdag d. 30/1 mellem kl. 10.00 og kl. 13.00
På Nørrebrogade i Randers NØ begået torsdag d. 30/1 mellem kl. 11.00 og kl. 15.00
 
Kilde: Ingen kilde