I disse dage lægger Arkæologerne fra Moesgaard Museum sidste hånd på en udgravning i Skæring, der er med til at afdække en grusom historie om strenge godsejere og mordforsøg.
Udgravninger sker i forbindelse med Arbejdernes Andels Boligforenings opførelse af ca. 80 nye boliger på Hjortshøj i Skæring. Efter udgravningerne viser det sig, at de nye boliger ikke kun kommer til at ligge i naturskønne omgivelser med både skov og bæk, men at de også kommer til at være beliggende i område med en stor kulturhistorisk værdi.
Skæring Munkegård bliver nævnt i 1554, hvor gården betaler en afgift til Øm Kloster. Dette bekræfter, at gården i middelalderen var ejet af klosteret vest for Skanderborg. Under den omfattende udgravning er der fremkommet spor efter adskillige bygninger samt brønde fra den tid, hvor gården var en del af klosterets store fæstegods.
Gården bliver nævnt af flere omgange i kildemateriale fra 1500-tallet og gerne i selskab med andre store godsbesiddelser. Dette viser, at gården allerede fra 1500-tallet var en hovedgård i Egå Sogn. Gården skifter hænder adskillige gange i perioden og ejes af kendte såvel som mindre kendte adelige familier og stormænd.
I 1669 er det så, at Skæring Munkegård overtages af den lavadelige Jesper Thygesen og så sker der ting og sager. Det er fra dette tidspunkt, at man begynder at kunne se et sikkert samspil mellem kildematerialet og de levn, man nu har fundet i jorden omkring Skæring.
Man ved nemlig, at Jesper Thygesen nedbryder sit lille voldsted i Kirkholt ca. 10 kilometer nord fra Skæring Munkegård og bruger byggematerialer herfra til ombygning af Skæring Munkegård.
I 1716 starter grufuldhederne
Enken Maren Thygesen besidder på dette tidspunkt gården, og hun gifter sig med Rasmus Randlev, som viser sig at være en særdeles hård og ubehagelig arbejdsgiver for hovedgårdens fæstebønder.
Dette giver sig til kende, ved at fæstebønderne forsøger at dræbe Hr. Randlev. Først prøver de at skyde ham uden held, og dernæst hyrer de i 1727 soldat Peder Munk til at nedbrænde gården. Dette lykkes, men dog uden nogen tilskadekomne af hovedgårdens fæstebønder.
Det er netop ruinerne af denne nedbrændte gård, som man er i færd med at udgrave i Skæring i øjeblikket.
Rasmus Randlev opfører i 1727 et nyt gårdsanlæg. Men dette bliver også udsat for en påsat brand i 1728. Denne gang mislykkedes det dog, og man finder resterne af en fakkel, som gør det klart, at der er tale om forsætligt påsatte brande og en retssag ruller ud i adskillige år herefter. Resultatet af denne retssag bliver henrettelser i massevis, fallit og fattigdom. Rasmus Randlev ender selv sine dage på et usselt loftsværelse i Aarhus i 1757.
Man kan sige, det er et paradoks, at så ulykkelige omstændigheder kan skabe så stor begejstring hos arkæologerne, som selv kalder undersøgelsen det rene “Held i uheld”.
