Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 21. februar 2020

dato

Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 56-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for flere tilfælde af voldtægt mod et barn under 12 år i tidsrum mellem 2016 og 2018. Barnet var en pige, som den 56-årige var relateret til. Hun var på gerningstidspunktet 9 til 11 år. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

Grundlovsforhør i Randers kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 18-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for grov vold begået om aftenen den 24. januar, hvor han sammen flere gerningsmænd opsøgte et kærestepar på deres adresse i Randers NØ på grund af nogle uoverensstemmelser. 

Den 30-årige mand på adressen blev truet med en kniv og blev på et tidspunkt snittet i ansigtet. Han kom dog ikke alvorligt til skade. 

To mænd på 28 og 47 år blev anholdt kort efter episoden, og de sidder begge varetægtsfængslet. Den 18-årige blev anholdt torsdag. 

Da Østjyllands Politi formoder, at der stadig er mistænkte på fri fod, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret. 

**

 

Unge sko-røvere anholdt efter trusler med kniv

To drenge på 15 og 16 år blev torsdag aften anholdt og sigtet for at have begået røveri mod en 19-årig mand. Den 19-årige ringede til politiet kl. 18.33 og fortalte, at han netop var blevet truet med kniv af to unge mænd på hans adresse i Brabrand. Den 19-årige havde sat et par sko til salg på Facebook, og han var via Messenger blevet kontaktet af en person, der gerne ville købe dem. De aftalte, at han skulle komme og prøve dem. 

To drenge dukkede lidt efter op på adressen, og den ene prøvede skoene, som han gerne ville betale for. Drengen viste en besked frem på telefonen, hvor der stod, at der var overført penge til den 19-åriges konto. Men da den 19-årige selv tjekkede sin konto, kunne han ikke se, der var gået penge ind. Han bad derfor drengene om kontant betaling. 

De to drenge gik igen for at hæve penge, men da de kom tilbage, havde de, i stedet for kontanter, en kniv med. De truede den 19-årige og en af hans venner, og den ene gav den 19-årige en et knytnæveslag og et albuestød i ansigtet. Herefter stak de af med skoene. 

Det viste sig, at Facebook-profilen, som den 19-årige havde skrevet med, var falsk, men det lykkedes alligevel hurtigt politiet at spore sig frem til en 16-årig dreng, der retteligt stod bag profilen. Da en patrulje kørte til den 16-årige hjem i Brabrand, sad han på sit værelse sammen med sin 15-årige ven. Skoene lå også derinde, og begge blev anholdt og sigtet for røveri. 

**

 

Kvinde gemte flere kilo hash i lejligheden

En 31-årig kvinde var hurtig til at fortælle politiet, at hun intet ulovligt havde i sin lejlighed, da Østjyllands Politis specialpatrulje kl. 22.45 aflagde hende et besøg på hendes adresse i Randers C. 

Da betjentene ikke var helt overbeviste om, at kvinden talte sandt, foretog de en ransagning af lejligheden. Der gik ikke længe, inden de fandt omkring tre kilo hash og noget udstyr, der tydede på, at den 31-årige kvinde solgte af det. Hun blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Kvinde spyttede på buspassagerer

En 30-årig kvinde blev torsdag morgen anholdt, mens hun sad i en bus på Hobrovej i Randers. Østjyllands Politi havde kl. 7.19 fået en anmeldelse om, at kvinden var gået amok i bussen og havde spyttet på flere passagerer og råbt af dem. Hun havde sat sig ned ved siden af en 18-årig kvinde, som hun skældte ud og endte med at kradse i hovedet, så der kom flere tydelige mærker. 

Da betjentene kom ind i bussen, var den 30-årige kvinde stadig meget oprevet, og hun råbte flere skældsord efter patruljen, som anholdt hende og sigtede hende for vold og for at fornærme politiet. 

**

 

Narkobilist fik beslaglagt penge og peberspray

En opmærksom patrulje standsede torsdag kl. 12.45 en bil, som de syntes kørte noget usikkert på Rebslagervej i Randers C. Betjentene fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til den 26-årige fører af bilen. Han fortalte straks, at han var frakendt førerretten og slet ikke måtte køre bil, ligesom han også erkendte, at han havde røget hash, inden han satte sig bag rattet. 

Et skrab med narkometeret gav udslag for både hash og kokain, og den 26-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Inde i bilen fandt betjentene en peberspray, som manden også blev sigtet for at besidde. Derudover lå der nogle tusinde kroner i kontanter, som politiet beslaglagde en del af, da den 26-årige skyldte penge til Skat. 

**

 

Specialpatruljen fandt far, søn og amfetamin

Et tip førte torsdag kl. 20.23 Østjyllands Politis specialpatrulje til en lejlighed i Aarhus V, hvor der skulle ligge en del stoffer. Da patruljen bankede på, åbnede den 51-årige mand, som bor på stedet. Men da han opdagede, at det var betjente, der kom på besøg, forsøgte han at holde dem ude, mens han råbte ind til sin 21-årige søn, at politiet var der. Patruljen fik dog hurtigt adgang til lejligheden, hvor de efter en ransagning fandt flere poser med amfetamin, skunk og hash. 

Både far og søn blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den 51-årige blev også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da der lå en totenschlæger på hans adresse. 


**

 

Færdsel

Torsdag kl. 7.30 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Jyllands Allé.  En bil ført af en 39-årig mand ramte ind i en 27-årig kvinde, som kom cyklende ind i rundkørslen. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 11.18 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ramshøjvej i Randers SV. 

Torsdag kl. 14.34 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Rønde. En 80-årig mandlig bilist kørte med en trailer med en stor plastkasse på. Kassen var ikke spændt fast og på et tidspunkt fløj kassen af og ramte en bagvedkørende bil ført af en 77-årig mand. Den 77-årige mistede kontrollen over bilen og kørte ud i en mark. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 80-årige blev sigtet for ikke at have spændt sit gods ordentligt fast. 

Torsdag kl. 15.20 blev en 40-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Toldbodgade i Aarhus C. 

Torsdag kl. 17.32 blev en 49-årig mandlig bilist standset af en patrulje på Randersvej ved Helstrup og sigtet for at køre uden førerret. Da det var tredje gang inden for tre år, at den 49-årige blev standset uden kørekort, blev hans bil beslaglagt. 

Fredag kl. 00.45 blev en 24-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Tørvebryggen i Randers C. Da der lå en pose kokain i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 26-årige kvindelige ejer af bilen, blev sigtet for at have overladt bilen til en person uden kørekort. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Egevangen i Randers C begået torsdag d. 20/2 mellem kl. 1.15 og kl. 9.15
På Skjoldsvej i Spentrup begået mellem mandag d. 17/2 kl. 18.00 og torsdag d. 20/2 kl. 11.00
På Fårefolden i Handrup ved Ebeltoft begået torsdag d. 20/2 mellem kl. 12.30 og kl. 17.05
På Flakvej i Risskov begået mellem fredag d. 14/2 kl. 12.00 og torsdag d. 20/2 kl. 18.10
På Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 20/2 kl. 23.00 og fredag d. 21/2 kl. 2.00
 
Kilde: Ingen kilde