Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør
**
Mand udgav sig for at være fra Østjyllands Politi – opgiv aldrig dit Nem-ID i telefonen
En 41-årig kvinde fra Viborg blev onsdag kl. 15.00 ringet op af en mand, der påstod at han hed Thomas og var fra Østjyllands Politi. Manden fortalte, at politiet havde fundet nogle computere, og at de mente, den 41-årige kvinde var blevet snydt. ”Thomas” bad derfor om hendes Nem-ID, hvilket hun gav ham. Den samme mand ringede kort efter tilbage til kvinden og bad nu om hendes kode. Den 41-årige syntes, det virkede mistænkeligt og kontaktede derfor politiet. -Og det havde hun god grund til.
Politiet og andre myndigheder vil aldrig spørge om dit Nem-ID. Du bør aldrig udlevere nummer eller kode til dit Nem-ID til andre, hverken over telefonen, pr mail eller andre steder.
**
Drenge udsat for blotter på legeplads
En kvinde ringede onsdag kl. 14.00 og fortalte, at tre drenge på 13-15 år havde kontaktet hende på en legeplads ved Gethersvej i Randers. De tre drenge havde leget på legepladsen, da en mand kom gående ind på området fra indkørslen ved Nyvangsvej. Manden gik ind på legepladsen langs nogle buske og stoppede ca. 10 meter fra drengene, hvor han trak bukserne ned og onanerede i retning mod dem. Drengene kontaktede to kvinder, der legede på legepladsen med deres børn, og den ene ringede derefter 112.
Østjyllands Politi sendte en patrulje til stedet, der afsøgte området for spor.
Manden beskrives som:
• Dansk af udseende
• Ca. 35-45 år
• Ca. 175-180 cm høj
• Kort leverpostejsfarvet hår med en bar plet på toppen
• Iført grøn/grålig cowboyjakke og lyse cowboybukser
Den 19/3 blev en 11-årig pige og hendes veninde udsat for noget lignende på et grønt område ved Vester Altanvej i Randers. Østjyllands Politi efterforsker begge sager og formoder, at der kan være tale om den samme mand.
Vi hører gerne fra alle, der kan have set manden eller som har en formodning om, hvem han kan være på tlf 114.
**
Indbrudstyv fanget, da han ville tage taxa fra gerningssted
En 39-årig mand blev onsdag kl. 15.30 anholdt med lommerne fulde af penge, som han netop havde stjålet fra et Lægehus på Silkeborgvej i Åbyhøj.
En lægesekretær i lægehuset hørte en lyd af mønter på metal inde fra et kontor, og så derefter en mand løbe fra kontoret og ud af udgangsdøren. Lægesekretæren fandt efterfølgende ud af, at deres pengekasse var væk. Hun løb tilbage til lægehuset og beskrev manden for en af lægerne, der prompte satte sig i sin bil og kørte rundt for at lede efter manden. Ikke langt fra lægehuset så han en mand, der svarede til beskrivelsen, sidde på nogle paller på fortovet, og lægen ringede til politiet, mens han holdt øje med manden.
En patrulje ankom til stedet netop som den 39-årige mand var ved at sætte sig i en taxa. Da betjentene visiterede manden, fandt de 4400 kr. i kontanter i mandens lommer. Manden erkendte forholdet og blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
**
Blev slået gennem åben rude, da han ville påtale vanvidskørsel
En 45-årig mand blev onsdag kl. 17.25 udsat for vold i buslommen ved krydset mellem Viborgvej og Sommervej i Aarhus Vest. Den 45-årige havde set en bil køre hvad han betegnede som vanvidskørsel og fik derfor standset den pågældende bil ved at køre ind foran den. Manden, der kørte den standsede bil, steg ud af bilen og slog den 45-årige igennem den åbne bilrude, før han kørte fra stedet. Politiet har en god formodning om, hvem manden er.
**
Fandt stoffer og ulovlig doping hos mand i Randers
Specialpatruljen hilste onsdag kl. 21.44 høfligt på tre mænd, som stod på en parkeringsplads ud for Skelvangsvej i Randers. Da patruljebilen holdt ind på stedet, splittede de tre mænd sig hurtigt op og lagde an til at gå fra stedet. De virkede alle tre meget nervøse, virkede påvirkede af stoffer og havde varierende forklaringer om, hvorfor de var på stedet.
Betjentene fik lov til at ransage bopælen hos den ene, en 33-årig mand med adresse i Randers. Her fandt de både amfetamin, testosteron og steroider.
Den 33-årige blev sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg og for besiddelse af ulovlige dopingmidler.
**
Brand i bil i på parkeringsplads
Politi og brandvæsen blev onsdag kl. 22.50 kaldt til en brand i en bil på en parkeringsplads ved Kappelvænget i Aarhus Vest.
Et vidne på stedet forklarede, at han havde hørt flere mindre eksplosioner, og da han kiggede ud af sit vindue havde han set bilen med flammer stående ud af et vindue. Den nærmere årsag til branden skal nu undersøges.
**
Færdsel
Onsdag kl. 13.03 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus Vest. En 23-årig mandlig bilist måtte foretage en opbremsning og den bagvedkørende bil, der var ført af en 26-årig mand, nåede lige at bremse. Bag den 26-årige kørte dog en 64-årig kvindelig bilist, som ikke kunne nå at bremse og derved ramte den 26-åriges bil, som derved blev skubbet ind i den 23-åriges bil. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
En 15-årig dreng blev onsdag kl. 18.00 sigtet for at køre på en ikke lovlig, konstruktivt ændret knallert, da han blev standset af en patrulje på Højager i Hinnerup.
Onsdag kl. 21.17 skete der et færdselsuheld på Gammel Landevej i Trige, da en 20-årig mandlig bilist i et solouheld kørte i den modsatte grøft, hvorved bilen landede på taget på en mark. Både føreren af bilen og passageren blev kørt på hospitalet.
En 25-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 01.20 anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter at han kørte over midterrabatten og påkørte autoværet i den modsatte side i rundkørslen ved Kjølvejen og Viborgvej i Randers.
En 29-årig mandlig bilist blev torsdag klokken 02.10 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Brendstrupvej i Aarhus. I bilen fandt patruljen desuden en mindre mængde kokain, og manden blev derfor også sigtet for besiddelse af narko.
En 38-årig mand blev torsdag kl. 03.52 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje efter at have kørt over for rødt lys i krydset Nørre Allé/Grønnegade i Aarhus. Den 38-årige havde desuden heller ikke taget sit kørekort med, og kunne derfor føje en sigtelse til samlingen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds
- På Nordvestpassagen i Aarhus Nord begået mellem tirsdag den 24/3 kl. 23.00 og onsdag den 25/3 kl. 02.15