Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Randers
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 en 53-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for uagtsomt manddrab ved at have kørt en 78-årig kvinde ned mandag på Udbyhøjvej i Øster Tørslev. Den 53-årige blev anholdt på stedet, da han blev målt til at have en promille over det tilladte. Den 78-årige kvinde var på vej over vejen med sin rollator, da hun blev ramt af bilen. Hun døde på stedet.
**
Mand uden kørekort sigtet for tyveri fra biler
En patrulje fra Østjyllands Politi anholdt mandag kl. 20.54 en 20-årig mand, som sigtes for have brudt ind i en bil ved Vejlby-Risskov Hallen. Betjentene standsede manden i sin bil kort derfra – egentligt fordi de konstaterede, at han var frakendt kørekortet. Men inde i bilen lå der tyvekoster, som patruljen fandt ud af stammede fra bilen på hallens p-plads. Han blev derfor også sigtet for tyveri.
Der var begået indbrud i mindst én anden bil på p-pladsen, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde ud af, om den 20-årige kan kobles sammen med flere indbrud.
**
Mand frarøvet pung og mobil
En 32-årig mand ringede natten til tirsdag kl. 2.47 til politiet, da han kort forinden var blevet udsat for røveri omkring krydset Langelandsgade/Kaserneboulevarden i Aarhus C. Manden fortalte, at to unge mænd gik bag ham, da de pludseligt råbte til ham, at de ville stikke ham ned, hvis han ikke gav dem sine penge.
Det fik den 32-årige til at give mændene sin pung og sin mobil, hvorefter gerningsmændene stak af i retning mod Grønnegade.
Gerningsmændene beskrives som:
A
• Afrikansk af udseende, sort hudfarve
• Ca. 20-25 år
• Ca. 170-180 cm, spinkel
• Sort hår
• Talte dansk
• Iført sort dynejakker, mørke bukser og mørk beklædning for ansigtet
.
B
• Afrikansk af udseende, sort hudfarve
• Ca. 20-25 år
• Ca. 180-190 cm høj, spinkel
• Sort hår
• Talte dansk
• Iført grøn og beigefarvet dynejakke, mørke bukser og beklædning for ansigtet
Eventuelle oplysninger om sagen kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.
**
Kvinde anholdt for spritkørsel – spyttede på betjente
Flere borgere ringede mandag lidt over middag til politiet, da de så en kvinde køre meget hasarderet igennem Odder. Til sidst gik det galt, da kvinden mistede kontrollen over bilen og ramte ind i en hæk og et træ ved Odder Kirkegård.
Da politiet kom frem, traf de den 37-årige kvindelige bilist, som virkede aggressiv og kraftigt påvirket af alkohol. Hun sparkede efter flere personer på stedet og forsøgte at slå betjentene, da de ville anholde hende. Desuden spyttede hun på betjentene, da de satte hende ind i patruljebilen. Hun blev derfor både sigtet for spritkørsel og for vold mod politiet.
Kvinden kom umiddelbart ikke noget til i forbindelse med uheldet.
**
Tyve stjal hvidevarer på skole
Mandag opdagede personalet på Lystrup Skole, at der var blevet stjålet flere hårde hvidevarer fra et kantinekøkken, som er under renovering. En medarbejder kunne huske, at han tidligt søndag morgen mellem kl. 4.30 og kl. 5.30 havde set en mistænkelig mand stå ved en trailer ved skolens grund.
Traileren var hvid med en gul nummerplade, som startede med 90.
Manden ved traileren beskrives som:
• Ca. 20-22 år
• Ca. 180 cm høj, slank
• Østeuropæisk af udseende
• Kort, brunt hår
• Havde pandelampe på
• Iført sort jakke og sorte bukser
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set en eller flere mænd omkring skolen tidligt søndag morgen, eller som har en formodning om, hvem gerningsmændene er. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
**
Høflig biltyv: Værsgo, du skal vist have nøglen
En 28-årig mand vidste åbenbart godt, hvad klokken var slået, da han mandag kl 16.30 blev standset af en patrulje på Viborgvej i Tilst. I hvert fald lagde han straks bilnøglen i hånden på den ene betjent, mens han sagde: ”Værsgo, den skal du vist have. Jeg har ikke noget kørekort, og bilen er nok stjålet.”
Det viste sig, at være fuldstændigt korrekt, og den 28-årige mand blev anholdt og sigtet for at køre uden førerret og for tyveri. Bilen viste sig at stamme fra en adresse i Silkeborg, hvor den var blevet stjålet i julen. En 23-årig mand, som var passager i bilen, blev sigtet for at have en ulovlig kniv på sig.
**
To mænd anholdt for at stjæle bil
Natten til tirsdag kl. 3.40 standsede en patrulje en bil med to 24-årige mænd, som kørte rundt på Skanderborgvej i Viby. Bilen var stjålet dagen før på Langeland, og begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveri. Føreren af bilen blev desuden sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og for ikke at have sele på.
**
29-årige havde våben i bilen og narko i blodet
En patrulje fra Østjyllands Politi fik mandag kl. 11.40 øje på en bilist, som de vidste var frakendt kørekortet. De fik ham derfor med det samme til at standse på en tankstation på Rytoften i Aarhus V. Her blev den 29-årige mand bag rattet sigtet for at køre uden førerret. På instrumentbrættet lå en kniv, som han også blev sigtet for at besidde.
Manden forsikrede betjentene om, at der ikke var flere ulovlige ting i bilen, men de besluttede sig alligevel for at ransage den. God idé – for bag i bilen lå en peberspray og et ulovligt kanonslag, så det gav yderligere to sigtelser.
En narkotest af den 29-årige gav udslag for kokain, og så blev han anholdt og fik en sigtelse for narkokørsel oveni.
**
Brand i to biler
Østjyllands Politi rykkede natten til tirsdag ud til to forskellige bilbrande. Første gang skete det kl. 00.58 på Kaløvej i Mejlby. Der var ingen personer på stedet, og bilen, som viste sig at være stjålet, brændte helt ud. Anden gang var kl. 1.09, og gerningsstedet var en p-plads på Rymarken i Aarhus V. Heller ikke her kom nogen personer til skade.
Begge brande formodes at være påsat, og Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set mistænkelig personer eller køretøjer omkring gerningsstederne natten til tirsdag. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
**
Udenlandsk tyv fik straksbøde
En 37-årig mand fra Litauen blev mandag kl. 13.43 anholdt og sigtet for tyveri, efter at personalet i Bilka i Tilst havde tilbageholdt ham. En medarbejder opdagede, at den 37-årige stjal fire flasker gin og ni flasker parfume, som han forsøgte at stikke af med. Det lykkedes dog ikke, da medarbejderne fik standset ham og tilkaldt politiet.
Da den 37-årige ikke er dansk statsborger og ikke har fast bopæl i Danmark, blev han tildelt en straksbøde, som han skulle betale med det samme.
**
Færdsel
Mandag kl. 8.39 skete der et færdselsuheld i krydset Clausholmvej/Paderup Boulevard i Årslev. En 21-årig kvindelig bilist kørte sammen med en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 9.06 skete der er færdselsuheld i krydset Tørvebryggen/Vestervold i Randers C. En 25-årig mandlig bilist kørte sammen med en bil ført af en 41-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 10.55 skete der et færdselsuheld på Fruerlundvej ved Rønde. En 45-årig kvindelig bilist kørte ind i en bil ført af en 25-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 17.05 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Strandparken i Ebeltoft. Da han havde et barn med i bilen, blev der også lavet en indberetning til de sociale myndigheder.
Mandag kl. 17.15 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Sjællandsgade i Randers C.
Tirsdag kl. 2.00 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hejredalsvej i Brabrand. Da patruljen fandt kokain og skunk i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Jadevej i Skødstrup begået mellem fredag d. 24/1 kl. 16.00 og mandag d. 27/1 kl. 6.30
• På Mejlbyvej i Ødum begået mandag d. 27/1 kl. 9.26
• På Skæring Hedevej i Egå begået mellem fredag d. 24/1 kl. 9.15 og mandag d. 27/1 kl. 12.50
• På Skødstrupbakken i Skødstrup begået mandag d. 27/1 kl. 13.05
• På Holmevej i Højbjerg begået tirsdag d. 31/12 kl. 15.00
• På Februarvej i Aarhus V begået mandag d. 27/1 mellem kl. 11.00 og kl. 13.40
• På Birkevej i Grenaa begået lørdag d. 25/1 mellem kl. 1.30 og kl. 3.00
• På Møgelvangsvej i Dalbyover ved Havndal begået mellem søndag d. 26/1 kl. 15.30 og mandag d. 27/1 kl. 13.00
• På Strandparken i Rønde begået tirsdag d. 28/1 kl. 4.30