Rådmand fra teknik og miljø i Aarhus, Bünyamin Simsek, har været på gåtur med Hans Erik Skjøth, som er beboer i Egå, og som mener, at Egå Engsø og området omkring den er blevet misligholdt gennem de sidste mange år.
Ifølge Hans Erik Skjøth er der blevet udledt slam og olierester i søen gennem en lang periode hvilket gør, at søen er blevet mørkere og mørkere. Det har også betydet at søbunden har hævet sig og dannet to søer fremfor de fem søer, der var i starten. Desuden påpeger han også, at der er flere rør, der er blevet lagt forkert, og dermed ikke transporterer regnvand ned i søen som ønsket.
Der blev i sin tid også anlagt en stenalderskov i området omkring søen. Denne tilvoksning mener Hans Erik Skjøth også er blevet forsømt.
Rådmand Bünyamin Simsek mener ikke, at der er tale om manglende vedligehold fra kommunens side. Han siger i stedet, at det er svært at gøre alle tilfredse, og at naturpleje ikke er en eksakt videnskab.
Dog tyder det på, at gåturen har givet nyt perspektiv til Simseks syn på Egå Engsø, og han fortæller, at der kommer til at ske ting og sager, og at han kommer til at forholde sig til det manglende sandfang, og at han vil kigge på, hvordan man fræser nogle specifikke arealer. Desuden lover han, at der bliver gjort noget ved vandrørene ved Egå Engsø.
Hans Erik Skjøth er godt tilfreds med disse udmeldinger fra Rådmanden.