Indbrud i Skæring: Fire formodede tyveknægte anholdt i nat

Profilbillede
dato

Natten til mandag kl. 04.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 35-årig mand, der netop havde overrasket flere formodede indbrudstyve på sin grund i Skæring ved Egå. Personerne var dog netop kørt fra stedet i bil. 

En patrulje var få minutter fra stedet, og betjentene spottede kort efter en bil, der kom kørende imod dem på Skæring Sandager. Patruljen standsede bilen, hvori der sad fire undenlandske personer, der kom med nogle divergerende forklaringer om, hvorfor de kørte rundt i området midt om natten. 

Til sidst erkendte den ene af dem, at de var kørt ud for at se, om de kunne stjæle cykler eller andet, som de kunne få penge for. Under ransagning af bilen fandt betjentene også flere genstande, som kunne underbygge mistanken om, at de fire personer ikke bare var taget på sightseeing. 

De fire personer blev derfor alle anholdt og sigtet for tyveri. De blev herefter kørt ind til politigården med henblik på fastlæggelse af deres identitet. 

Kilde: Østjyllands Politi