I Egå finder du et paradis for togelskende børn og voksne.
Siden 2002 har Foreningen Viby Minitog kørt med sine små tog på en transportabel bane. Men i 2009 blev deres togbane udvidet, da man indgik en aftale med gartneriet foren af Egå Møllevej. Her fik foreningen lov til at leje et stykke jord, som skulle blive til en ny permanent udendørs jernbane med hele 184 mm sporvidde.
I efterårsferien 2009 blev den første transportable bane stillet op på gartneriets parkeringsplads, og i december lavede man en juleversion, hvor der blev skabt et fantastisk julelandskab omkring togbanen, som blev sat op i et af drivhusene ved gartneriet.
Endelig i 2010 gik jordarbejdet i gang og d.15. august kunne man opleve allerførste togkørsel. Snart tog arbejdet rigtig form og begyndte at ligne en helt ægte togstation. Der blev opført perron, perronspor og et lille billethus. I løbet af det næste halvandet år blev området kun flottere og flottere, og parken består i dag af smukke blomsterbede og kuperede græsplæner. Der er også foretaget yderligere udbygninger, så nu findes der også både værksteder, opholdslokaler og serviceområde med remise, rangerspor, drejeskive og læssespor.
I mellemtiden skiftede Foreningen Viby Minitog navn til Modelparken Danmark, hvis officielle start blev Pinsen 2012.
Modelparken er et perfekt weekendprojekt for børnefamilien.