Nyt fra Egå i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Brand i testcenter i Auning

Natten til tirsdag kl. 02.13 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i to affaldscontainere, der stod op ad facaden ved et testcenter på Vestergade i Auning. Da patruljen ankom til stedet, havde ilden spredt sig til taget og indgangspartiet.

Kort efter ankom brandvæsnet og påbegyndte slukningsarbejdet, og ilden nåede ikke at sprede sig yderligere. Ilden havde dog fået fat i et elskab, der udbrændte, hvilket betød at strømmen var væk i en stor del af byen.

Kl. 02.34 var branden slukket, men det har endnu ikke været muligt for politiet at lave brandundersøgelser på stedet – det vil ske i løbet af tirsdagen. Derfor kendes årsagen til branden heller ikke endnu, men politiet har en formodning om, at den kan være påsat. Der er dog umiddelbart ikke noget, der tyder på, at hensigten har været at sætte ild til selve testcenteret.

Et vidne så en ung mand løbe hurtigt væk fra stedet, og politiet hører derfor gerne fra andre, der kan have set nogen personer ved testcenteret umiddelbart før eller efter branden brød ud. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

**

 

Måtte hverken arbejde eller opholde sig i landet

Mandag kl. 20.12 var betjente fra Østjyllands Politis Udlændinge- og grænsekontrolsektion på prostitutionskontrol i Aarhus, hvor de besøgte en adresse i midtbyen, som de mistænkte blev brugt til at drive bordel.

Betjentene fik kontakt til flere thailandske personer, heriblandt en 35-årig mand, der ikke havde lovligt ophold i landet, og som heller ikke havde tilladelse til at arbejde. Han blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og ulovligt ophold i Danmark.

Den 35-årige mand bliver nu tilbageholdt i op til 3x24 timer, mens hans sag bliver forelagt udlændingestyrelsen.

**

 

Flere sager ved boligblok i Brabrand

Mandag ved 11.30-tiden spottede en patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest en mand, der udviste mistænkelig adfærd ved en boligblok på Gudrunsvej i Brabrand. Betjentene tog kontakt til den 27-årige mand, der befandt sig ved en kælderopgang, hvor der lugtede kraftigt af hash.

Under visitation af manden, og ved nærmere undersøgelse af stedet, fandt betjentene en joint og flere salgsposer med hash samt nogle kontanter. Den 27-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Lidt senere var betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje forbi på samme adresse, hvor de blev spottet af en mand, der med det samme satte i løb. Undervejs kastede han en pose med flere salgsposer med hash fra sig. Poserne blev taget med af politiet til nærmere undersøgelse.

Da specialpatruljen lidt senere havde standet en bil samme sted i forbindelse med en rutinekontrol, kom en 25-årig mand forbi og blandede sig i politiforretningen. Han blev flere gange bedt om at trække væk, men da han nægtede, fik han lidt hjælp af betjentene, der fjernede ham fra stedet. Det fik den 25-årige mand til at råbe af betjentene, og han endte derfor med at blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

**

 

Ulovligt minkhold ved Grenaa

Mandag formiddag fik Østjyllands Politi en anmodning fra Fødevarestyrelsen om at assistere i forbindelse med et besøg på en adresse i Veggerslev ved Grenaa, hvor man havde mistanke om, at der ulovligt blev holdt mink.

Ved 12.30-tiden kørte myndighederne ud på adressen, hvor der blev fundet 119 mink. Ejerne fik et påbud om straks at aflive alle mink, man da man ikke ville efterkomme dette, blev minkene aflivet mandag aften på foranledning af Fødevarestyrelsen.

**

 

Havde salgsposer med hash og skunk i bilen

Mandag kl. 17.32 standsede en patrulje en bil på Rytoften i Aarhus V i forbindelse med en rutinekontrol. Betjentene tog kontakt til den 27-årige kvinde, der havde ført bilen, der lugtede kraftigt af hash. Kvinden blev derfor gjort opmærksom på, at betjentene ville undersøge bilen lidt nærmere.

I forbindelse med ransagning af bilen blev der fundet flere salgsposer med både hash og skunk, og den 27-årige kvinde blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

 

Sigtet for at forstyrre politiets arbejde

Natten til tirsdag kl. ca. 02.30 var en patrulje på vej til en anden opgave, da en mand stillede sig ud midt på kørebanen ved Ny Banegårdsgade i Aarhus, så patruljen ikke kunne køre videre. Den 42-årige mand blev flyttet ind til siden af vejen og blev sigtet for at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejdet.

Herefter fortsatte patruljen til en opgave på Rosenkrantzgade, men den 42-årige mand fulgte efter dem og var både opfarende og konfliktsøgende og nægtede at forlade stedet. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Bargæst blev bortvist og anholdt

Natten til tirsdag kl. 00.45 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en restauration på Åboulevarden i Aarhus, hvor dørmanden havde problemer med en gæst, der tilsyneladende havde befamlet flere kvinder på stedet.

Da politiet ankom til stedet, ville betjentene flytte manden væk fra dørmanden, som skulle afhøres til sagen. Det fik den 19-årige mand til at skubbe til den ene betjent, hvorefter han greb ud efter hans tøj. Den 19-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

**

 

Færdsel

Mandag kl. 11.04 skete der et færdselsuheld på Vester Allé i Aarhus C, da en 54-årig mandlig lastbilchauffør påkørte en stålwire med færdselstavler. Det resulterede i, at stålwiren sprang, og færdselstavlerne hang over vejen til fare for høje køretøjer. Vejen blev spærret for trafik, mens oprydningsarbejdet stod på, men kl. 12.33 var vejen atter farbar.

Mandag kl. 17.37 blev en 34-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Åbyhøj. Bilens 57-årige mandlige ejer blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.

Mandag kl. 18.21 skete der et færdselsuheld på Vesterbrogade i Aarhus C, da en 21-årig kvindelig cyklist kørte ind i en bildør, som en 58-årig mand åbnede foran hende. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade ved uheldet. Den 58-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Mandag kl. 18.48 blev en 50-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordskellet i Randers NV.

Natten til tirsdag kl. 00.54 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Jeppe Aakjærs Vej i Åbyhøj.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Drosselvej i Aarhus V begået søndag den 13/2 mellem kl. 15.00 og kl. 21.00
  • På Haslevangsvej i Hasle, Aarhus V begået mellem fredag den 4/2 kl. 13.00 og mandag den 14/2 kl. 15.00
  • På Teglhøjen i Hinnerup begået mandag den 14/2 mellem kl. 08.00 og kl. 16.30
  • På Banegårdspladsen i Aarhus C begået mandag den 14/2 mellem kl. 15.30 og kl. 15.55
  • På Emil Aarestrups Vej i Aarhus C begået mellem lørdag den 12/2 kl. 11.30 og mandag den 14/2 kl. 17.30
  • På Flegebakken i Hadsten begået tirsdag den 15/2 kl. 01.04
  • På Søtoften i Egå begået tirsdag den 15/2 kl. 00.41
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi