Østjyllands Politi meddeler tirsdag den 20. oktober i deres døgnrapport, at de advarer om svindlere, som udgiver sig for at være Østjyllands Politi.
I denne måned har otte borgere anmeldt, at de er blevet ringet op af en mand, som har udgivet sig for at være fra Østjyllands Politi og forsøgt at lokke personfølsomme oplysninger ud af dem. På displayet ser det rigtigt nok ud, som om opkaldet kommer fra Østjyllands Politis hovednummer – men der ER tale om svindel.
Manden, der udgiver sig for at være betjent, forsøger typisk at narre folk ved at forklare, at der er optaget et mistænkeligt lån i deres navn, og at han har brug for nogle oplysninger for at hjælpe dem. Mandag var der to nye tilfælde, hvor borgere blev ringet op af den falske betjent, men heldigvis lykkedes det ikke for ham at få held med sit foretagende.
Husk – politiet vil aldrig bede dig om personfølsomme oplysninger i telefonen.
Er du i tvivl, om det er politiet, der har ringet til dig, så læg på og ring selv op for at tjekke, om opkaldet kommer fra politiet.