Østjyllands Politi: Nyt fra Egå - fredag den 18. september

Kilde: Østjyllands Politi

Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.30 i Retten i Randers to mænd på 17 og 59 år, der sigtes for i forening at have dræbt en 44-årig kvinde på Nørrebrogade i Randers. Kvinden blev fundet død i sin lejlighed torsdag kort før kl. 12.00, og de foreløbige undersøgelser har vist, at hun blev dræbt af flere knivstik. De to mænd på 17 og 59 år er begge i familie med kvinden.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Biltyve anholdt i Lystrup

Torsdag ved 17-tiden fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger i boligbebyggelsen Elstedhøj i Lystrup, der havde bemærket en bil, der kørte mistænkeligt rundt i området. Borgeren havde noteret bilens registreringsnummer, og betjentene kunne ved opslag i politiets systemer se, at bilen dagen forinden var meldt stjålet fra en adresse i Mørke.

Da patruljen ankom til stedet, blev den ene betjent sat af og gik til fods mod bilen, hvor han kunne se, at der sad tre personer inde. Betjenten gav sig til kende og gav de tre mænd besked på at blive, hvor de var. Det var manden på bagsædet dog ikke interesseret i, så han åbnede den ene bagdør og stak af fra stedet. De to tilbageværende personer i bilen blev oplyst om, at de var anholdt og sigtet for brugstyveri af bil.

Den ene betjent bad den 17-årige fører af bilen om at stige ud, hvorefter han blev ilagt håndjern. Da den anden betjent ankom til stedet, tog han kontakt til den 18-årige mand, der sad på passagersædet og bad også ham stige ud af bilen. Det fik manden til at fare op og råbe skældsord efter betjenten, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og lagt i håndjern.

En hundepatrulje var i mellemtiden kommet til Lystrup, og havde fået melding om, at en tredje person var stukket af fra stedet i retning mod boligblokkene. Den ene af betjentene begyndte at løbe rundt i området til fods, mens den anden runderede i patruljebilen. Pludselig spottede betjenten, der var til fods, den eftersøgte mand løbende i retning mod Lystrup Skole.

Manden blev råbt an og stoppede med det samme med at løbe. Da betjenten gik hen imod manden, bemærkede han, at han smed noget fra sig ind i en hæk. Den 19-årige mand blev anholdt og sigtet for brugstyveri. Da det viste sig, at den pose, han havde smidt fra sig, indeholdt en mindre mængde hash, blev han også sigtet for narkobesiddelse.

Bilen blev efterfølgende leveret tilbage til rette ejermand.

**

 

Brand i ejendom

Natten til fredag kl. 02.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en etageejendom på Husarvej i Randers NØ. En beboer var vågnet ved at brandalarmen i opgangen var gået i gang, og da han havde åbnet døren ud til opgangen, kunne han se, at der kom røg ud fra lejligheden beliggende st. th. Han fik kontakt til lejlighedens beboer og hjalp ham med at ringe 112.

Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet og flere personer stod forsamlet på gaden, herunder beboere fra de omkringliggende lejligheder. De blev alle registreret, og betjentene sikrede sig, at de alle havde et sted at sove for natten. Beboerne i den øverste lejlighed var ikke nået ud, inden opgangen var blevet helt dækket til at røg, men brandvæsnet vurderede ikke, at de var i fare, og de blev hjulpet ned, da der var styr på branden.

Brandvæsnet fik branden under kontrol, og den nåede ikke at sprede sig til andre lejligheder. Lejligheden i st. th. udbrændte dog helt. De foreløbige undersøgelser tyder på, at det kan have været nogle varmeblæsere, der har været årsag til branden. Lejlighedens beboer blev tilset i en ambulance for eventuelle røgskader, men ingen personer var umiddelbart kommet til skade ved branden, der nu skal undersøges nærmere.

**

 

Flere indbrud i biler i Hornslet

Østjyllands Politi modtog i løbet af torsdag flere anmeldelser fra borgere, der havde haft ubudne gæster i deres biler, mens de har holdt parkeret i Hornslet. Den første anmeldelse kom kl. 07.22, hvor en 34-årig kvinde oplyste, at der havde været indbrud i begge familiens biler, der havde holdt parkeret på Baastrup Thomsens Vej i Hornslet i tidsrummet mellem onsdag kl. 22 og torsdag kl. 06.30. I begge biler var en eller flere ruder blevet knust, og der var stjålet tasker med computere.

Næste anmeldelse kom kl. 7.30, hvor en 27-årig mand oplyste, at han havde fået knust en rude i sin bil, mens den havde holdt parkeret på J.C. Danielsens Vej i Hornslet mellem onsdag kl. 21.30 og torsdag kl. 07.15. Her var der dog umiddelbart kun rodet rundt i bilen, men ikke stjålet noget.

Næste anmeldelse kom kl. 08.23, hvor en 35-årig kvinde oplyste, at der var stjålet to computere fra baggagerummet på hendes bil, der holdt parkeret på Søbakken i Hornslet i tidsummet mellem onsdag kl. 16.00 og torsdag kl. 07.00. Der var ikke umiddelbart nogen tegn på, hvordan tyven var kommet ind i baggagerummet.

Næste anmeldelse kom kl. 08.56, hvor en 52-årig mand oplyste, at nogen havde brudt døren i hans bil op og stjålet en taske med en computer. Bilen havde holdt parkeret på Aksel Sørensens Vej i Hornslet torsdag i tidsrummet mellem kl. 02.50 og kl. 03.00 – han var helt sikker på tidspunktet, idet han havde videoovervågning er gerningsmændene.

Næste anmeldelse kom kl. 19.40, hvor en 39-årig kvinde oplyste, at hun om morgenen var kommet ud til en åben bildør. Kvinden vidste ikke, hvordan døren var blevet åbnet, og der var umiddelbart heller ikke stjålet noget fra bilen, der havde holdt parkeret på Aksel Sørensens Vej i Hornslet i tidsrummet mellem onsdag kl. 18.30 og torsdag kl. 07.30.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid tømmer bilen, når man forlader den. Man bør aldrig have værdigenstande såsom tasker, telefoner eller lignende liggende synligt fremme i bilen, men i stedet tage det med sig. Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set en eller flere personer i nærheden af den ovennævnte veje – særligt omkring kl. 03.00, hvor de er blevet set på videoovervågning. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

GPS-signal førte frem til stjålet minigraver

Torsdag kl. 09.04 kontaktede en 53-årig mand Østjyllands Politi, idet han havde modtaget et GPS-signal fra sin stjålne minigraver, og han ville nu gerne have politiets assistance til at få minigraveren retur. På GPS-signalet kunne manden se, at den skulle befinde sig ved Ormslevvej i Viby, og han var allerede kørt til stedet, men kunne ikke umiddelbart få øje på den ude fra vejen.

Der blev sendt en patrulje, der mødtes med manden på den omtalte adresse. Betjentene fandt frem til den stjålne minigraver og til en 41-årig mand, der var i besiddelse af den. Manden blev sigtet for hæleri, og minigraveren blev udleveret til rette ejermand.

**

 

Mistænkelig mand med våben og narko på sig

Natten til fredag kl. 04.55 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Schaldemosevej i Randers C, hvor en borger havde bemærket en mand, der virkede mistænkelig, idet han gik rundt og lyste med en lygte. Der blev sendt en patrulje, der kort efter fik kontakt til en 36-årig mand, der virkede noget nervøs over politiets tilstedeværelse.

Manden blev visiteret og fundet i besiddelse af fem knive, et knojern og diverse stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven og for narkobesiddelse.

**

 

Butikstyv vendte tilbage til gerningsstedet og blev anholdt

Torsdag kl. 11.11 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Imerco i Bruuns Galleri, hvor personalet havde genkendt en kvinde, som i onsdags havde været inde i butikken, hvor hun havde stjålet et grydesæt. Nu var kvinden tilbage i butikken, og personalet anmodede om politiets assistance.

Da politiet ankom til stedet blev den 25-årige kvinde anholdt og sigtet for butikstyveri. Det viste sig, at hun også havde stjålet varer fra en butik i Jægergårdsgade, hvilket hun også blev sigtet for.

**

 

Færdsel

 

Torsdag kl. 08.01 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Hadsten. En 15-årig dreng kom kørende på sin scooter på cykelstien, da en 19-årig kvindelig bilist skulle svinge til højre og ramte scooteren. Den 15-årige dreng røg af scooteren og klagede over smerter i hofte og lår, og han blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Den 19-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 12.13 blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, for narkobesiddelse, for forsøg på salg af ulovlige piller og overtrædelse af våbenloven ved at være i besiddelse af et alubat, da han blev standset af en patrulje på Ny Munkegade i Aarhus C.

Torsdag kl. 13.31 skete der et færdselsuheld på Orholt Allé i Tranbjerg. Tre biler, ført af henholdsvis en 79-årig kvinde, en 34-årig mand og en 86-årig mand, kørte sammen med betydelig materiel skade til følge. Der skete dog umiddelbart ingen personskade.

Torsdag kl. 14.37 skete der et færdselsuheld på Lyngbygårdsvej i Tilst. En 26-årig kvinde kom cyklende ad Lyngbygårdsvej, da hun blev påkørt bagfra af en bil, så hun røg af cyklen og fik skader på sit ene ben. Føreren af bilen fortsatte fra stedet i høj fart. Der var muligvis tale om en hvid Volvo V40, og Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med føreren af bilen.

Torsdag kl. 17.37 skete der et færdselsuheld på Glentevej i Risskov, da en 72-årig mandlig bilist ville vende sin bil og i den forbindelse bakkede ind i en 35-årig kvindelig cyklist, der kom kørende bagved. Kvinden væltede af cyklen, men kom ikke umiddelbart til skade. Der var heller ikke sket nævneværdig skade på hverken bil eller cykel som følge af uheldet.

Torsdag kl. 21.30 blev en 30-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Brendstrupsgade i Randers C.

Torsdag kl. 23.14 blev en 40-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Hans Bojes Alle i Randers SØ.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Amstrupgårdsvej i Randers SV begået mellem onsdag den 16/9 kl. 22.30 og torsdag den 17/9 kl. 05.30
  • På Vesterbrogade i Aarhus C begået mellem mandag den 14/9 kl. 20.00 og torsdag den 17/9 kl. 15.00
  • Ved Stranden i Egå begået torsdag den 17/9 kl. 21.29
  • På Rønnevej i Risskov begået fredag den 18/9 kl. 00.13
Flere artikler