Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Egå - fredag den 16. juli

Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Egå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag. 

Vred bilist bankede på fotovogn og blev sigtet

En 31-årig mand blev torsdag kl. 10.51 så rasende over, at han blev blitzet af en fotovogn på Randersvej ved Mørke, at han standsede bilen, steg ud og begyndte at råbe af operatøren, der sad i vognen. 

I første omgang forsøgte operatøren at tale den 31-årige til ro, men da han blev mere og mere aggressiv, valgte medarbejderen til sidst at rulle vinduet op og lukke døren. Det fik den 31-årige til at hamre på ruden og råbe, og til sidst ringede operatøren efter hjælp. 

En patrulje kom kort efter til stedet og sigtede den 31-årige for at forstyrre den offentlige orden. 
Han var nu faldet til ro og beklagede sin opførsel, men sigtelsen stod ved magt.  



**

 

Fik beslaglagt kontanter og stoffer efter rutinekontrol

En patrulje foretog torsdag kl. 20.04 en rutinekontrol af en bil på Nydamsvej i Aarhus N. I bilen sad to mænd, og da betjentene fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev begge visiteret og bilen blev ransaget. 

Gemt i et rum ved gearstangen lå flere salgsposer med hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter. Den 18-årige fører af bilen erkendte, at det var hans kontanter, men sagde, at han ikke kendte til stofferne. Han blev dog alligevel sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og både hash og penge blev beslaglagt. 

I bunden af bilen lå en kniv, som også blev beslaglagt, og som kostede den 18-årige endnu en sigtelse – denne gang for overtrædelse af knivloven. 

**

 

Ung mand anholdt efter råb mod betjente

Østjyllands Politi fik natten til fredag anmeldelser fra nogle borgere, der følte sig generet af høj musik og larm ved en bodega på Mindevej i Hammel. Da en patrulje ankom kl. 2.37, så de en gruppe unge mænd, der stod og diskuterede højlydt på stedet. En 19-årig mand gik straks hen mod betjentene, da han så dem, og råbte af dem, men han blev hurtigt trukket væk af et par venner. 

Kort efter kom han dog igen hen til patruljen og begyndte at råbe, og han blev derfor trukket til side, mens betjentene bad om hans generalia. Imens begyndte flere af de andre i gruppen at filme betjentene helt tæt på med deres mobiltelefoner, selvom de flere gange blev bedt om at holde lidt mere afstand. 

Da betjentene til sidst valgte at køre fra stedet, kom den 19-årige endnu en gang hen til dem, lige da de havde sat sig ind i bilen. Her råbte han nogle skældsord efter dem, og nu var betjentenes tålmodighed opbrugt. De steg derfor ud af bilen og anholdt ham og sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden og for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand. 

 

 

**

 

Mand havde hash og ulovligt haglgevær

Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede på et narkotip og tog torsdag kl. 17.16 ud til en adresse i Odder. Her traf de den 24-årige mand, som bor på stedet, og han bedyrede, at der intet ulovligt var i hans hjem. 

Det viste sig dog ikke helt at holde stik. Under en ransagning fandt betjentene et haglgevær, som han ikke har tilladelse til at have, og derudover fandt de også en mindre mængde hash. Både våben og hash blev beslaglagt, og den 24-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Kørte uden kørekort og talte grimt til betjente

En patrulje dirigerede natten til fredag kl. 00.05 en bil ind til siden i en rutinekontrol på Mejlgade i Aarhus. Da bilen holdt ind, kunne betjentene se, at føreren skyndte sig at kaste sig over på passagersædet, og da patruljen kom derhen, sad der ingen bag rattet. 

Til gengæld sad der en 29-årig mand på passagersædet. Han havde ikke noget kørekort og påstod, at han ikke havde kørt bilen. Betjentene var dog overbeviste om, at det var ham, der var fører, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. 

Sigtelsen gjorde den 29-årige vred, og han begyndte at klappe af betjentene, mens han kom med forskellige hånlige kommentarer. Til sidst blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

 

**

 

Fik flere sigtelser og mistede sin knallert 

En motorcykelbetjent fik på Valdemarsvej i Randers SØ torsdag kl. 7.00 øje på en mand, der kørte uden styrthjelm på en knallert uden nummerplade. Betjentene dirigerede derfor den 54-årige knallertfører ind til siden og bad om at se hans kørekort. Den 54-årige måtte erkende, at han ikke havde kørekort, og at knallerten hverken var indregistreret eller forsikret. 

Han blev derfor sigtet for kørsel uden styrthjelm, kørsel uden førerret og for den manglende registrering og forsikring. 

Det viste sig, at den 54-årige to gange tidligere i løbet af de seneste tre år var blevet sigtet for at køre uden førerret, og derfor blev hans knallert beslaglagt med henblik på konfiskation. 

**

 

Gik rundt med amfetamin i lommen

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag omkring kl. 16.00 på gående patrulje i Randers, da de på Trangstræde så en 39-årig mand, som virkede påvirket af stoffer. 

Han blev særdeles nervøs, da patruljen henvendte sig, og det viste der sig at være en grund til. 

Da betjentene visiterede ham, fandt de nemlig en pose med en mindre mængde amfetamin i hans ene lomme. Stofferne blev beslaglagt, og den 39-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Havde hash og skunk i rygsækken

Østjyllands Politis specialpatrulje havde torsdag omkring kl. 20.45 et par betjente ude at gå ved Godsbanen i Aarhus. Da de gik hen mod en bygning på stedet, kunne de pludseligt høre nogen råbe ”politi”, hvorefter der var en del uro bag døren. 

Døren blev åbnet, da betjentene bankede på, og inde på stedet var der flere personer. En af dem, en 33-årig mand, rejste sig hastigt op lige, da døren blev åbnet, og det vakte betjentenes interesse. 

På gulvet ved siden af den 33-årige stod en taske, som patruljen tog et kig i, og her fandt de en mindre mængde hash og skunk, som blev beslaglagt. Den 33-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 12.38 skete der et færdselsuheld på Sletvej i Tranbjerg J. To biler ført af hhv. en 24-årig kvinde og en 48-årig kvinde stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 15.25 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 70-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 25-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 43-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 20.04 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Paludan-Müllers Vej i Aarhus C. 

Torsdag kl. 20.23 blev en 52-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset på Brundbyvej på Samsø. 

Fredag kl. 5.38 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Laurbjerg ved Langå. En 48-årig mand mistede kontrollen over sin motorcykel i høj fart og væltede. Han pådrog sig flere brud på kroppen og blev kørt til sygehuset. Han er uden for livsfare. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Havtornvej i Aarhus N begået mellem tirsdag d. 13/7 kl. 12.00 og torsdag d. 15/7 kl. 11.15
På Grøfthøjparken i Viby begået mellem torsdag d. 15/7 kl. 10.00 og fredag d. 16/7 kl. 11.00
På Rouloen i Egå begået onsdag d. 14/7 mellem kl. 16.00 og kl. 18.30
På Hvedevangen i Aarhus N begået mellem onsdag d. 14/7 kl. 8.00 og torsdag d. 15/7 kl. 21.00
På Gyldenlundsvej i Assentoft begået mellem torsdag d. 15/7 kl. 18.30 og fredag d. 16/7 kl. 6.45
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi
Flere artikler