Østjyllands Politi modtog natten til onsdag kl. 03.49 anmeldelse om, at der i en lejlighed på en adresse i Egå blev spillet meget høj musik til gene for naboerne. Manden i den pågældende lejlighed var desuden set stå med en stor kniv i hånden, når naboer havde forsøgt at henvende sig og bede ham skrue ned.
En patrulje kørte derfor til adressen og fik en snak med den 23-årige mand, som befandt sig i lejligheden. Den 23-årige lovede at skrue ned og patruljen kørte igen, men allerede et kvarter efter, kom der nye anmeldelser om, at der blev spillet høj musik.
Da betjentene igen bankede på, blev den 23-årige opfarende og aggressiv, udtalte flere fornærmelser mod betjentene, og spændte op i kroppen og modsatte sig, da betjentene ville anholde ham.
Den 23-årige blev taget med på politistationen og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fornærmelser mod polititjenestemænd.
**
Spillede høj musik og tilsvinede betjente
Kilde: Østjyllands Politi