Torsdag kl. 19.55 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger på Fyrrevej, der undrede sig over en mistænkelig bil, der langsomt kørte rundt i kvarteret. Anmelderen havde ikke set bilen før, men så, at den bakkede ind til et hus, hvor han vidste, der ikke var nogen hjemme. Han gik forbi huset, og da han kort efter kom tilbage, holdt bilen der stadig, men der var ingen personer inde i bilen, og han besluttede sig derfor for at kontakte politiet.
Da en af politiets hundepatruljer ankom til stedet, holdt bilen stadig i indkørslen, men der var fortsat ingen personer at se. En politihund blev lukket ud af patruljebilen og sat til at gå spor. Hunden løb direkte over i et krat, hvor den fandt et par handsker, hvorefter en mand trådte frem fra buskene og gik hen mod bilen, hvor han blev standset af hunden og betjentene.
Den 35-årige mand forklarede, at han boede på Djursland og blot tilfældigt var kommet forbi for at gå en tur i området. Han nægtede at have været henne ved husene, men da betjentene spurgte, hvorfor han kom ud fra et busk ved en privat bolig, forklarede han, at han blot bare gået en tur gennem haven. Han nægtede også at kende noget til de handsker, hunden havde fundet, men da betjentene oplyste ham om, at de ville tjekke dem for DNA, oplyste han, at handskerne tilhørte ham, og at han blot havde smidt dem fra sig, da han ikke skulle bruge dem mere.
På baggrund af mandens forklaring blev han anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. Herefter ransagede betjentene mandens bil, hvor der blev fundet en ulovlig kniv. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. I baggagerummet fandt betjentene desuden diverse værktøj i form af en boltsaks, en rørtang, en nedstryger og en spatel.