Seks ud af ti personer i Østjylland har tre navne

Profilbillede
dato

Danmark Statistik oplyser hvert år navnestatistik for hele landet. I Østjylland har hele 58 procent af befolkningen tre navne, hvilket er den højeste andel i landet.

I Danmark er det mest almindeligt at have tre navne (fornavne + efternavne), hvilket 55 procent af befolkningen har. Herefter kommer personer med to navne (33 procent).

Når man fordeler befolkningen på alder ligger andelen af personer med tre navne mellem 49 og 63 procent. Højest er andelen blandt de 1-årige og lavest blandt de 55-årige.

Andelen af personer med to navne er noget mere spredt, nemlig mellem 15 og 45 procent alt efter alder. Her ses den højeste andel blandt de 58-årige og den laveste andel blandt de 1-årige. 12 procent af befolkningen har fire eller flere navne.


Kilde: Danmarks Statistik.

Lidt flere med fire navne eller mere end for 30 år siden

For 30 år siden var andelen med tre navne det samme som i dag, nemlig 55 procent. Andelen af befolkningen med to navne er faldet fra 37 procent i 1993 til 33 procent i 2023.

Samtidig er andelen med fire navne eller flere steget fra 9 procent i 1993 til 12 procent i 2023.

Andelen af 1-årige med tre navne er i januar 2023 på 63 procent, hvilket er det samme som for 30 år siden. Blandt 1-årige med to navne og fire navne eller flere er der dog sket en stor ændring.

Andelen af 1-årige med to navne er faldet fra 27 procent til 15 procent. Samtidig er andelen af 1-årige med fire navne eller flere steget fra 10 procent til 22 procent.

Poul Erik Nielsen og Kirsten Jensen topper i deres respektive grupper

Den hyppigste navnekombination blandt personer med tre navne er Poul Erik Nielsen, hvilket 303 personer hedder. Blandt personer med to navne er den hyppigste navnekombination Kirsten Jensen, hvilket 619 personer hedder.

Seks ud af ti i Østjylland har tre navne

Ses der på befolkningen efter hvor de bor, så er der små forskelle. I Østjylland har 58 procent af befolkningen tre navne, hvilket er den højeste andel i landet. Den laveste andel findes i Københavns Omegn med 50 procent.

Det er de samme to landsdele, der har henholdsvis højeste og laveste andel af befolkningen med to navne. Højeste andel findes i Københavns Omegn med 38 procent og laveste andel findes i Østjylland med 30 procent.

Byen København har med 15 procent af befolkningen med fire navne eller flere den højeste andel og den tilsvarende laveste andel findes i Sydjylland med 10 procent.


Kilde: Danmarks Statistik.

Næsten alle helt små børn har en unik navnekombination

Jo flere navne en person har, jo større er chancen for, at man er alene om at hedde en given kombination af for- og efternavne. I hele befolkningen i Danmark har 81 procent en unik navnekombination, hvilket vil sige, at de er helt alene om at hedde netop det, de hedder.

Ser man på alder, er andelen med en unik navnekombination højest blandt 0-1-årige, hvor 98 procent er alene om netop deres fulde navn.


Kilde: Danmarks Statistik.

De meste almindelige navne i Danmark

I januar 2023 er Kirsten Jensen det mest almindelige fulde navn med 619 personer i Danmark. Derefter kommer Kirsten Nielsen og Henrik Nielsen, som henholdvis 605 og 593 hedder.

Ser man kun på første fornavn og efternavn, dvs. at personer også kan have et eller flere mellemnavne, er de mest almindelige navnekombinationer Jens Jensen for mænd og Kirsten Jensen for kvinder, hvilket henholdvis 2.914 og 1.985 personer i Danmark hedder.

Kilde: Danmarks Statistik