For mange fører en fyring til modløshed, men for Marie Fogh Vestertjele blev det begyndelsen på et nyt eventyr og nye perspektiver på hendes fremtidige arbejdsliv.
Corona har for en stor del danskere ført til mange udfordringer, men for Marie Fogh Vestertjele fra Egå gav det mulighed for at starte forfra. Hendes mange gåture ved vandet efter sin opsigelse gav anledning til mange tanker, og én ting var helt sikkert: Tanken om at skulle tilbage og sidde på et kontor gav hende kvælningsfornemmelser.
Derfor begyndte hun at tænke i nye baner, og på hvordan hun kunne bruge sine erfaringer fra modebranchen og administrative jobs, og hurtigt kom hun frem til, at vi allerede har rigeligt med nyt tøj i omløb, og derfor besluttede hun sig for at åbne en butik for salg af genbrugstøj.
Drømmen blev til virkelighed, da der blev et lokale ledigt på Muslingevej i Egå, og herfra gik det stærkt. D.4. december slog hun dørene op med 50 reoler fyldt med tøj fra forskellige mennesker, der ønskede at sælge deres tøj videre.
Konceptet er, at man kan leje en reol hos Marie Fogh Vestertjele, og så sælger hun tøjet videre. Det er altså et dejligt nemt koncept, hvis man ønsker at rydde lidt ud i sit tøjskab.
Sådan kom der gang i salget
For at sætte skub i salget under corona gjorde Marie Fog Vestertjele meget ud af at fremvise tøjet på og lavede billeder og videoer til de sociale medier, hvilket har gjort, at hun har formået at holde omsætningen i gang under corona.
Og dette koncept bruger hun fortsat efter genåbningen, da det har vist sig at være en god måde at nå bredere ud, og hun derved har fået kundegrupper rundt om i hele landet, der følger med på de sociale medier.
Da Egå er et område med mange modeinteresserede men ikke så mange shoppemuligheder, var det oplagt for Marie Fogh Vestertjele, at åbne en butik med fokus på tøj. Butikken har hun døbt Ellie’s Closet efter familiens hund.
For Marie Fogh Vestertjele er det vigtigt, at tøjet i hendes butik er eksklusivt og sæsonbetonet. Når det er sagt, så betyder det ikke, at det skal være dyre designermærker. Hun tager lige så gerne imod tøj fra H&M eller Zara. Det vigtigste er, at det er moderigtigt. Hun ser gerne at der også er plads til gymnasiepigerne - og drengene, hvis budget måske ikke lige er til designervarer.
Drømmer om at åbne flere butikker
I fremtiden drømmer Marie Fogh Vestertjele om at udvide sin butik og åbne flere Ellie’s Closet-butikker rundt om i landet. Gerne i samarbejde med andre seje iværksætterkvinder. Drømmen er at have en butik i de fire største byer i Danmark.